Overskud i Silkeborg IF
Trods sportslig fiasko præsenterer fodboldklubben Silkeborg IF overskud på trekvart millioner kroner.
Trods en lang sportslig nedtur i efteråret med ringe pointhøst i fodboldens SAS Liga samt en trænerfyring lykkedes det Fodboldvirksomheden SIF Fodbold Support A/S at komme ud af regnskabsåret 2006 med et overskud på omkring 750.000 kr. kroner.
- Regnskabet for 2006 viser, at vi igen kan præsentere sorte tal i fodboldforretningen, og det er selvfølgelig meget positivt. Anderledes bekymrende er den aktuelle sportslige situation, men vi har meget stor tiltro til, at vi med vores nye cheftræner og endnu flere dygtige fodboldspillere kan se frem til et flot fodboldår, hvor vi redder livet i den bedste række, siger bestyrelsesformand Kent Madsen.
Klubben nyder fortsat opbakning fra erhvervslivet, og indtægterne fra sponsor- og samarbejdsaftaler steg i 2006 til 21,2 mio. kroner, hvilket er en fremgang på cirka syv procent.
Indtægterne fra entré- og tv-penge udgjorde 5,9 mio. kroner, hvilket er et markant fald i forhold til sidste regnskabsår. /ritzau/