Overbelægning væk fra sygehuse
Der er atter senge nok på sygehusene. Derfor slækker amtet nu på den intensive kontrol med afdelingerne, så borgere ikke længere kan kigge med.
Århus Amt dropper nu den intensive og daglige kontrol med belægningsprocenten på de enkelte sygehusafdelinger. Tal tyder på, at problemerne med overbelægning er aftagende.
I vinterferien og i weekenderne har sygehusene haft ledige senge. Belægningsprocenten var i begyndelsen af februar omkring 100 procent, mens den i den seneste uge har ligget på 90-95.
Siden 2. februar har alle borgere hver morgen på amtets hjemmeside kunnet se belægningsprocent, antallet af ledige senge, og antallet af patienter på de enkelte afdelinger. Den ordning stopper nu.
Tiltaget kom, fordi der i en periode var overbelægning på de medicinske afdelinger. Det medførte stor kritik. Politikerne henviste til, at der var tale om sæsonudsving, og at situationen ville normalisere sig. Det mener man nu er sket, og derfor dropper amtet den tidskrævende opdatering.