Øv: Risiko for skybrud og torden fra middag
Store dele af Østjylland står til at få en særdeles våd fredag
DMI melder fredag morgen ud, at der er risiko for skybrud og torden i en stor del af det østjyske fredag. Risikoen er gældende fra kl. 12 og indtil videre frem til midnat. Det er især den østligste del af regionen, der ser ud til at få de største vandmængder.
- Der kommer helt sikkert regn, men det er endnu tvivlsomt, hvor kraftigt det bliver. Sådan er det med byger – nogle vil være voldsomme og ramme meget lokalt, imens andre dele af Østjylland kun får begrænset med regn, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Henning Gisselø, til tv2oj.dk.
Læs også: Lummer fredag forude, men køligere vejr i næste uge
Ifølge DMI er risikoen for torden og skybrud størst i Odder, Sydøstjylland, Aarhus, Samsø og på Djursland.
- På landsbasis er der ikke den store forskel på, om man er på Sjælland eller i Østjylland – her er risikoen lige stor begge steder, forklarer Henning Gisselø.
Indtil videre slår meteorologen fast, at der er tale om en risiko og ikke et varsel.