Østjysk lotto-millionær
Den østjyske mand fandt først ved 15 tiden i dag ud af, at han er blevet fire millioner rigere.
- Jeg har slet ikke forstået det endnu, siger østjyden. - Det er jo for vildt. Manden, der er i 30'erne, fandt ved 15-tiden ud af, at 4.124.639 Lotto-kroner var hans. En øl og en cigaret senere ringer han til Danske Spil A/S, hvor han har spillet lotto.
Jeg åbnede først en mail, hvori der stod, at jeg havde vundet 37 kroner. Lidt længere nede lå så endnu en mail med et noget højere beløb, må man sige, smiler han. I første omgang spillede de mange cifre dog vores vinder et puds. - Jeg troede først, at jeg havde vundet, 4.127 kroner - indtil jeg kiggede ordentligt på tallet, og så skal jeg ellers love for, at jeg tjekkede igen og igen, fortæller han.
Manden, der deler præmien med sin kæreste og deres lille barn, er ikke i tvivl om, at pengene nok skal få ben at gå på. - Vi købte for et par år siden et lille hus, som vi faktisk længe har synes, er lidt trangt. Nu tror jeg nok, vi flytter til noget større, siger han. Nogen umiddelbare udskejelser bliver det dog ikke til. Dertil har gevinsten sat gang i alt for meget. - Nej, feste skal vi ikke. Jeg skal da ud og have malet lidt, så huset kan blive gjort salgsklart, griner han.