Østjylland slap nådigt fra storm
Falck havde en rolig aften og nat
Trods hård blæst overalt i Østjylland beretter Falck om få større stormskader i løbet af fredag aften og nat.
- Der har været usædvanligt stille. Vi har dog haft en melding om et enkelt væltet træ på Jeksendalvej ved Hørning, siger supervisor ved Falck i Østjylland Kenneth Sundby til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flere steder kunne TV 2 | ØSTJYLLANDs fotografer og journalister fredag konstatere, at affaldsbeholdere, krukker og sågar opstillede juletræer var væltet i stormen.
Ingen af skaderne i Østjylland er imidlertid så alvorlige, at Falck er blevet kaldt ud i løbet af aftenen og natten.
Fredag eftermiddag var stormen dog årsag til en større trafikulykke ved Gjerlev nord for Randers. Her kom en fem-årig pige alvorligt til skade, efter at en varevogn blev blæst omkuld på landevejen.
Se: Pige alvorligt kvæstet i ulykke
Kattegatøen Anholt var det sted i Østjylland, der var hårdest ramt af stormen. Ifølge TV 2 | Vejret var øen ramt af vindstød på op til 32 m/s, hvilket næsten er orkanstyrke.
Den kraftige storm betød blandt andet, at en del af øens hovedvej blev undermineret og ødelagt af havet.