Østjyder tæt på chanceløse
Der bliver ikke meget solformørkelse at se for østjyderne, medmindre man har lyst til at køre langt
Du skal nok snart af sted, hvis du er bosiddende i Østjylland og har en ambition om at se solformørkelsen.
Det oplyser Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
- Jo længere ned man kommer i Jylland, jo tyndere bliver skydækket, men det er det samme skydække, som der er i store dele af Østjylland, og det bliver ikke bedre, end det er nu. Når der allerede er skyet i Østjylland, og det sandsynligvis bliver værre, så er der nok ikke chance for at opleve solformørkelsen i Østjylland, siger Klaus Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og det er en lang tur, du skal af sted på, hvis du absolut vil opleve fænomenet.
- Hvis man vil opleve det skal man helt over til Lolland-Falster eller temmelig langt ned i Tyskland. Sandsynligvis helt ned til Femern, siger Klaus Larsen.
Der har i de seneste dage været massiv interesse for solformørkelsen. Steno Museet i Aarhus har solgt 17.000 solformørkelsesbriller.