Østjyder efterspørger i højere grad fotovogne
Fotovogne gavner trafiksikkerheden ifølge et stigende antal danskere. Den opfattelse kan også afspejles i henvendelser til politiet.
Bilernes hastighed på vejene er en af de største dræbere i trafikken. Derfor bruger politiet blandt andet fotovogne til at holde øje med bilisterne.
Hos Østjyllands Politi har man, med politiets egne ord, fået en fin tilslutning af henvendelser om fartkontrol.
- I år har vi indtil videre fået omkring 140 henvendelser, fortæller vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, Heine Hansen.
I 2018 var tallet 105, efter man lancerede ordningen ’Bestil en betjent’ i begyndelsen af oktober.
En ny undersøgelse viser, at 93 procent af danskerne mener, at fotovognene hjælper på trafiksikkerheden. Til sammenligning svarede kun 88 procent det samme i 2015.
Læs også
Ifølge Rådet for Sikker Trafik, oplever politikredsene landet over årligt tusindvis af henvendelser om ønske om fotovogne på bestemte strækninger.
Utryghed på vejene
I den nye undersøgelse foretaget af Promonitor blandt 3902 danskere, der jævnligt kører bil, svarer blot syv procent, at fotovognene er skabt til at skrabe penge ind gennem bøder i stedet for at skabe mere sikkerhed.
Hos Rådet for Sikker Trafik er indtrykket, at det er utrygheden blandt borgerne, der påvirker antallet af henvendelser.
- Lige præcis høj fart skaber utryghed. Især folk, der bor ud til en landevej, oplever stor utryghed, fortæller Jeppe Gudmandsen, pressekonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Læs også
Ifølge Heine Hansen tager man alle henvendelser om fartkontrol op hos Østjyllands Politi.
- Vi foretager en vurdering på hver henvendelse og sætter en fotovogn op, hvor det giver mening, siger han.
Lavere hastighed
Om fartkontrollen hjælper efter hensigten, er der ikke tal på, men ifølge Rådet for Sikker Trafik, lader det til at gå den rigtige vej.
Læs også
- Der er indikationer på, at det hjælper. Vi kan se, at gennemsnithastighederne falder på landevejene. Dog falder de ikke lige så meget, som vi gerne vil have, fortæller Jeppe Gudmundsen.
Utrygge borgere i Voldum
På TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere fortalt om borgere i Voldum, der ønskede at få en fotovogn ud, fordi bilisterne drønede forbi.
- Det er værst om morgenen og om aftenen, man bliver da utryg, fortalte Peter Ulbjerg Lund tilbage i oktober 2017.
Siden da har Østjyllands Politi løbende været ude i området med fotovognen.