Østjyde fortsat fængslet for sin rolle i Kundby-sag

En 24-årig østjysk mand, der sidder varetægtsfængslet i Kundby-sagen, har fået sin varetægtsfængsling forlænget

En 16-årig pige har frivilligt fået forlænget sin varetægtsfængsling i den såkaldte Kundbysag, hvor hun er sigtet for at ville bombe to skoler på Sjælland.

En 24-årig mand fra Østjylland, som er sigtet for at medvirke til planerne, er også fængslet i sagen. Han får ligesom pigen forlænget varetægtsfængslingen med fire uger - dog ikke frivilligt.

Det oplyser anklager i sagen, Lasse Biehl, som ikke har yderligere at sige, da retsmødet mandag blev afholdt for lukkede døre. 

De to unge mennesker har siddet fængslet siden januar i år. Begge nægter sig skyldige i sigtelserne.

Den 24-årige mand blev sigtet for at medvirke til den 16-årige piges terrorplaner. De har angiveligt mødt hinanden over internettet.

Den østjyske mand er tidligere syrienkriger, og skulle blandt andet have hjulpet pigen med at anskaffe bombemanualer

 Ifølge anklager Lasse Biehl er efterforskningen nu 10 måneder senere i sin afsluttende fase.

Han regner med, at politiet er færdig med at efterforske omkring jul.

- Det er en kæmpestor efterforskning, der fylder mange ringbind. Vi har afhørt flere hundrede vidner, sagde Lasse Biehl i september. 

Den 16-årige pige blev anholdt 13. januar, da Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte en større politiaktion på en adresse ved Kundby ikke langt fra Holbæk.