Østeuropæer sigtes for røveri på Fyn
Den ene af de to mænd, der tirsdag blev anholdt for røveri mod en århusiansk guldsmed, er også i søgelyset hos Fyns Politi.
Siden de to østeuropæere tirsdag eftermiddag blev anholdt for røveri mod guldsmed Knud Petersen i Århus, har politiet efterforsket mændenes færden.
Det er der nu kommet endnu en sigtelse ud af. Fyns Politi har begæret den ene af mændene fremstillet i grundlovsforhør sigtet for et andet røveri.
Den anden af de anholdte har indrejseforbud i Danmark, fordi han tidligere har begået kriminalitet.
De er begge fortsat sigtet for særligt farligt røveri mod den århusianske guldsmeden i Skt. Clemens Stræde.
I den forbindelse efterlyser politiet vidner der har set en brugsstjålet lysegrøn/mintgrøn Audi 80 sedan med metalsoltag. Den var forsynet med vinterhjul uden pyntekapsler. Bilen er årgang 1994 og har registreringsnummer XN 35 325. Den blev stjålet tirsdag den 2. februar mellem klokken 10.00 og 11.25 fra parkeringspladsen ved Socialcenter Nord på Vejlby Centervej i Risskov.
Politiet betegner bilen som "interessant" og vil derfor gerne høre fra vidner, der har set bilen.