Østergaard: Vi klør på
Radikale Venstre mistede to mandater i Østjylland og er nu nede på et, men Morten Østergaard kæmper videre
Det Radikale Venstre gik 5,5 procentpoint tilbage i Østjyllands Storkreds, og på landsplan har partiet mistet ni mandater. Det er mere end en halvering i forhold til 2011.
- Jeg har det sådan, at jeg er stolt af vores valgkamp, vi har ført. Men jeg er ikke sikker på, vi kommer til at se tilbage på valgresultatet med stolthed, siger politisk leder Morten Østergaard (R).
Han mener, at det vigtigste, partiet kan gøre, er at stå ved deres holdninger og stå sammen.
- Det jeg har lært, det er, at man skal stå fast på det, man mener, og derfor kommer man ikke til at opleve, at vi nu ændrer holdninger eller holder op med at søge indflydelse i dansk politik, siger han.
- Tværtimod. Vi klør på, det skylder vi alle dem, der har stemt på os.
Den politiske leder sender en tak til de østjyske vælgere.
- Jeg vil love, at vi vil kæmpe med næb og kløer for, at vi er den tillid værdig, som de har vist os i dag.
Se hele interviewet med Morten Østergaard i videoen øverst på siden.