Optager ikke-egnede elever
Gymnasier optager elever, som ikke er klar
Flere og flere unge begynder i dag på en østjysk ungdomsuddannelse, selv om de på forhånd er erklæret "ikke-parate" af deres folkeskole.
De fleste gymnasier og erhvervsskoler modtog sidste år ansøgninger fra unge, der ifølge deres folkeskole fx ikke havde et tilpas højt karaktergennemsnit.
I en række tilfælde valgte uddannelsesstederne dog at overhøre folkeskolernes anbefalinger og tildele de unge en plads.
Odder Gymnasium fik sidste år 11 ansøgninger fra ikke-parate unge. 10 af ansøgningerne blev omstødt af gymnasiet, så de ikke-parate elever alligevel blev optaget.
- De unge har brug for en ekstra chance. Og det viser sig da også, at de klarer sig godt, siger rektor på Odder Gymnasium Lars Bluhme og henviser til, at 9 af de 10 ikke-parate elever i 1. g stadig går på gymnasiet.
Prodekan på Aarhus Universitet Peder Østergaard påpeger dog, at omstødelserne kan være problematiske, hvis disse unge kun lige akkurat kan følge med i gymnasieundervisningen.
Dette kan nemlig betyde, at de unge ikke har evnerne til at gennemføre en videregående uddannelse efter endt gymnasietid.
Ovenfor til højre på denne side kan du se en liste over, hvor mange ikke-parate elever, de østjyske gymnasier sidste år optog.