Omstridt skole åbnet i dag
Den muslimske Selam Friskole er flyttet til Hasselager i nybyggeri, som hærværksmænd har forsøgt at stoppe.
Selv om både hærværksmænd, en del af naboerne og foreningen Århus Mod Moskeen undervejs har forsøgt at stoppe byggeriet, er den muslimske Selam Friskole nu flyttet ind i nye lokaler i Hasselager udenfor Århus.
I dag fejrede skolens 172 elever med dans og sang deres første skoledag på den nye adresse. De seneste år har skolen haft til huse i utidssvarende lokaler i Åbyhøj.
Selam Friskole blev især kendt i april sidste år, da ukendte gerningsmænd bevæbnet med motorsav gik til et natligt angreb på byggepladsen i Hasselager. Senere på året kom skolen op i den kommunale valgkamp, da foreningen og listen Århus Mod Moskeen verbalt angreb skolen.