Omstridt imam forlader Århus
Frikendelsen af Jyllands-Posten i sagen om tegningerne af Muhammed får top-imam til at flytte til Libanon.
Den omstridte imam shaykh Raed Hlayhel forlader nu Århus og Danmark efter et turbulent år, skriver Jyllands-Posten.
Selv siger han, at det skyldes rettens frikendelse af Morgenavisen Jyllands-Posten i sagen om Muhammed-tegningerne.
- Jeg har hele tiden sagt, at hvis de danske domstole ikke ville straffe Morgenavisen Jyllands-Posten, ville jeg rejse ud af landet. Og jeg kommer ikke tilbage, sagde Raed Hlayhel foran den blok i Gellerupparken ved Århus, som har været hans hjem de seneste år.
Han rejser tilbage til sin hjemby, Tripoli, i det nordlige Libanon. Her skal han fortsat arbejde som imam, oplyser han.
Raed Hlayhel var den imam, der igangsatte protestbølgen mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger både i Danmark og i Mellemøsten, og han deltog selv i den såkaldte imamdelegation.
Han var en af de bedst uddannede imamer i landet, idet han har en bachelor fra shariafakultetet i Medina.