Oliemøllen bliver sat til salg, og Bruuns Galleri udvider måske
Oliemøllen i det centrale Århus bliver sat til salg og Bruuns Galleri er interesseret.
Oliemøllen, som nu hedder Aarhus Karlshamn sætter sit hovedsæde i hjertet af Århus til salg, og naboen, Bruuuns Galleri vil gerne udvide og er interesseret i at købe. Det skriver Århus Stiftstidende.
- Vi er i gang med en salgsproces, og man må formode, at Bruuns Galleri kunne være en interesseret køber. Men vi sælger til højst bydende, og er prisen ikke god nok, bliver vi her, siger direktør Jørgen Balle fra Aarhus Karlshamn.
Aarhus Karlsham sælger på baggrund af et ønske om at flytte i en mindre residens ved sit nye fabriksanlæg på havnen. Efter fusionen mellem Århus United og svenske Karlshamn vil virksomheden fyre 75 af de nuværende 400 ansatte, skriver avisen.
Bruuns Galleri er 30.000 kvadratmeter stort. Med et køb af naboens hus vil centret råde over 5000 ekstra kvadratmeter til nye butikker.
Og når bygningen bliver sat til salg, bekræfter direktøren for Bruuns Galleri, at han gerne vil have et kig indenfor.
- Vi ønsker at udvide Bruuns Galleri, og vi er altid interesserede i at kigge på de ejendomme, der ligger op af vores shoppingcentre. Vi har været i dialog med Aarhus Karlshamn. For selvfølgelig snakker man med sin nabo. Spørgsmålet er, om det er muligt at integrere i Bruuns Galleri, siger direktør Søren Brogaard i Steen&Strøm Danmark, der ejer Bruuns Galleri.