Økologiske landmænd glæder sig over historisk gennembrud
Den økologiske eksport og danskernes forbrug af økologiske varer frem til 2030 skal fordobles. Sådan lyder det fra den nye regering.
Den økologiske landmand Mikkel Juhl Nielsen har allerede 180 økologiske jerseykøer på sin gård i Rønde, men måske får han endnu flere i fremtiden.
Her til morgen stod det nemlig klart, at vi har fået en ny regering, som har store ambitioner for økologien.
Læs også
- Jeg er meget glad. Jeg synes, det er rigtig fedt, at der er fokus på økologien og opbakning fra regeringen, siger Mikkel Juhl Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Den nye regering vil hæve ambitionerne for mere økologi i Danmark, som udgangspunkt med det mål at fordoble det økologiske areal, eksporten af økologi og danskernes forbrug af økologi frem til 2030.
- Det betyder enormt meget, når man selv er i gang med økologi, at der er opbakning og politisk velvilje omkring det. Det er den nye økologiske tidsalder, og det vil jeg synes, er den rigtige vej at gå, siger han.
Læs også
Mere økologi på bordet
Mikkel Juhl Hansen er ikke ene om at være godt tilfreds med regeringens udmelding. Hos erhvervsorganisation landbrug og fødevarer er de også begejstret.
- Med den omstillingsparathed vi har i erhvervet, er det nogle mål, vi absolut godt kan komme i mål med, siger Kirsten lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug og Fødevarer, til TV2 ØSTJYLLAND.
Men de peger på, at der skal arbejdes for at komme i mål til 2030.
- Det helt afgørende for at vi kan komme i mål, er, at forbruget af økologiske varer stiger. Der skal simpelthen være nogen, der efterspørger varerne for at vi kan lægge om til økologi, siger Kirsten lund Jensen.
Interesseorganisation Økologisk Landsforening er ikke overraskende også glade, og de kalder målsætningen for et historisk genbrud for økologi. Men de så gerne, at der kom endnu mere økologi på bordet.
- Vi kunne godt tænke os, at regeringen adresserede klima og biodiversitetsudfordringerne som en samlede udfordring. Her ser vi gerne økologien komme ind som en del af løsningen. Det er noget, vi kommer til at arbejde videre på, og det er en vigtig målsætning at få indfriet, siger Helle Borup Friberg, der er administrerende direktør hos Økologisk Landforening, til TV2 ØSTJYLLAND.