Ok at sætte unge i arrest

Landsretten siger god for, at Århus Politi kan anbringe en gruppe unge sammen med voksne kriminelle.

Det er okay at sætte en gruppe unge i den lokale arrest i stedet for at køre land og rige rundt med dem. Det har Vestre Landsret besluttet i en sag om gaderøverier. Dermed fik Århus Politi rettens opbakning til at finde en praktisk løsning, så man kan undgå at bruge mandskab til lange køreture.

De i alt seks unge mænd er i øjeblikket tiltalt ved byretten i Århus for en stribe gaderøverier. En er netop fyldt 18, og resten er kun 17 år. Derfor har de under efterforskningen været surrogat- fængslede, altså anbragt på særlige ungdomsinstitutioner rundt om på Sjælland.

Anklageren har derfor ønsket rettens tilladelse til, at de seks blev sat i arresthuse nær Århus i de fire dage, hvor retssagen verserer. På den måde kunne man undgå dagligt at skulle sætte 24 betjente af til at hente og bringe de tiltalte. /ritzau/