Officielt: Poulsen rykker på heden
AGF offentliggjorde tirsdag formidddag, at klubben har solgt landsholdsspilleren Jakob Poulsen til FC Mitdjylland.
Rygterne om Jakob Poulsens fremtid har svirret i flere måneder og tog for alvor til, da AGF rykkede ud af Superligaen. Først bød Lazio angiveligt 22 millioner kroner for midtbaneprofilen, som dog takkede nej, og siden har blandt andre engelske Wigan og tyske FC Köln været nævnt som nye arbejdsgivere for Poulsen.
Men det endte med, at landsholdsspilleren bliver indenfor Danmarks grænser. Tirsdag formiddag offentliggjorde AGF, at FC Midtjylland har sikret sig Jakob Poulsen på en fire-årig kontrakt.
- Det har hele tiden været vores holdning, at vi ville sælge Jakob, hvis det rigtige tilbud kom, og ud fra de givne omstændigheder, er vi meget tilfredse med den aftale, vi har indgået med FC Midtjylland, siger AGF's sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.
Overgangssummens størrelsen ønsker hverken AGF eller FC Midtjylland at oplyse, men århusianerne har sikret sig en andel i transfersummen, hvis Jakob Poulsen sælges videre.
Jakob Poulsen skiftede til AGF i august 2008 fra den hollandske klub Heerenveen og nåede at spille 59 kampe og score ti mål i den hvide trøje.
- Jeg har haft to gode sæsoner i AGF. Det var den helt rigtige beslutning, jeg traf, da jeg valgte at vende hjem til dansk fodbold, og klubben har en stor andel i, at jeg fik mit gennembrud på A-landsholdet. Jeg vil komme til at savne mine holdkammerater, alle i og omkring klubben og ikke mindst AGF's fantastiske fans, der gør det helt specielt at spille i klubben. Jeg ønsker AGF al mulig held og lykke, og håber at klubben hurtigst muligt vender tilbage til Superligaen, hvor den hører hjemme, siger Jakob Poulsen.