Odder vokser i højden
Naturklagenævnet har afvist klage over tre høje boligblokke i Odder. Dermed kan byggeriet gå i gang.
Modstanderne af tre nye boligblokke ser ud til at have tabt kampen i Danmarks største landsby, Odder.
Planerne om at bygge i syv etager midt i byen har affødt protester fra flere beboere, men Naturklagenævnet har netop afvist en naboklage, og dermed kan byggeriet gå i gang allerede i næste uge.
De tre boligblokke kommer til at ligge bag byens gamle varmeværk. Ifølge Århus Stiftstidende er den første blok færdig i foråret 2008, mens den sidste blok formentlig er klar til beboelse i efteråret 2009.
Den billigste lejlighed koster 2,2 millioner kroner, mens Danbolig i Odder forventer at sælge den dyreste for 6,2 millioner kroner. For den pris får ejeren til gengæld en 289 kvadratmeter stor lejlighed, en tagterrasse samt udsigt over landsbyen.