Nyt østjysk vikinge-magasin
Et nyt vikinge-magasin fra Hammel skal lokke flere turister til Danmark.
Et nyt østjyske magasin skal gøre Danmark lige så berømt for sine vikinger, som Egypten er for pyramiderne.
Magasinet, der slet og ret hedder 'Viking', vil markedsføre Danmark som vikingernes hjemmeland. 'Viking' har samme format som formiddagsaviser som B.T. og Ekstra Bladet, og den første udgave er trykt i 20.000 eksemplarer.
- 'Viking' er en guide til danske seværdigheder fra vikingetiden, men det er er også et nutidigt medie, som fortæller om mennesker, som lever som vikinger i dag, asetro, bygning af rekonstruktioner af skibe m.v., siger magasinets redaktør, Michael Borgen, fra Hammel.
I Østjylland kan det nye vikinge-magasin blandt andet købes på Kulturhistorisk Museum i Randers, Moesgaard Museum ved Århus samt Ebeltoft Museum. Næste udgave af 'Viking' udkommer sandsynligvis i slutningen af næste år.