Nyt hovedstrøg skal brækkes op
Østervold i Randers skal repareres kun tre måneder efter, at den nyrenoverede hovedgade blev indviet.
Efter bare tre måneder skal de nye granitfliser på Østervold i Randers igen tages op.
Det har vist sig, at fliserne sætter sig, og at belægningen er ujævn. Derfor begynder Randers Kommune allerede i den kommende weekend at reparere byens hovedstrøg.
Det bliver sandsynligvis tale omfattende renovering, som vil vare hele maj måned, og i flere perioder vil vejen være lukket for trafik. Årsagen til de nye skader kendes endnu ikke med sikkerhed.
- Det tyder på, at entreprenøren ikke har gjort arbejdet godt nok. Det er dog et spørgsmål, som vi først endelig kan afgøre, når vi kommer i gang med arbejdet, oplyser ingeniør i Randers Kommunes vej- og trafikafdeling, Kjeld Kristensen.