Nyt firma for torturofre
En speciallæge fra Silkeborg rykker ud og giver behandling til torturofre i deres eget hjem.
Speciallæge Rick Steele fra Silkeborg er ikke tilfreds med den behandling torturofre bliver tilbudt i behandlingssystemet i dag. Derfor har han lavet sit eget behandlingsfirma, RCT-mobil, der rykker ud og giver behandling til torturofrene i deres egne hjem. Det oplyser Østjyllands Radio i dag.
- Jeg har oplevet, at tingene ikke fungerer, siger han til radioen. Der kan være op til et helt års ventetid på behandling, og behandlingerne til op til 100.000 kroner er for dyre, mener han.
Danmark er ellers kendt verden over for behandling af torturofre - en behandling mange andre lande har kopieret.
Rick Steele har aftaler med en række læger, psykologer og fysioterapeuter, der kan arbejde for ham i det nye firma, oplyser radioen.