Nyresag: Styrelse skal undersøges
Et flertal på Christiansborg kræver nu, at Lægemiddelstyrelsen bliver undersøgt for sin rolle i skandalen om nyrepatienter på Skejby Sygehus.
En række nyrepatienter er blevet syge af kontraststoffet Omniscan, som blev brugt i forbindelse med MR-scanninger på Skejby Sygehus.
Sygehuset valgte selv at droppe brugen af stoffet, da det kom frem, at man på Herlev Sygehus oplevede store problemer med Omniscan.
Det er Lægemiddelstyrelsen, der skal holde øje med, at et hospital ikke bruger et stof, som et andet har fundet farligt. Men sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener ikke, at der er grund til at undersøge Lægemiddelstyrelsens rolle i sagen.
Men et flertal uden om regeringen mener, at en sådan undersøgelse skal sættes i værk. Det er EL, S, SF, R og DF, der kræver undersøgelsen.
- Vi vil nu bede sundhedsministerien om at iværksætte en uvildig undersøgelse af Lægemiddelstyrelsens rolle i sagen. Det er vigtigt for de patienter, der er blevet fejlbehandlet, at alt bliver undersøgt til bunds, siger Dansk Folkepartis sundhedspolitiske ordfører Pia Liselott Blixt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om sagen i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.