Nyresag: Skejby holder møde
Læger og ledelse på Skejby Sygehus vil på et møde finde ud af, hvordan man skal forholde sig til sag om mulige, farlige kontraststoffer.
Ledelsen på Skejby Sygehus holder fredag eftermiddag møde med læger, der behandler nyrepatienter. Et centralt punkt på dagsordenen er, hvordan lægerne i fremtiden skal behandle nyrepatienter, som har behov for scanning.
Sygehuset stoppede onsdag alle scanninger af nyrepatienter på grund af mistanke om farlige bivirkninger ved kontraststofferne Omniscan og Dotarem. Ti patienter har udviklet en invaliderende bindevævslidelse efter at være blevet scannet med de to stoffer.
Mødet i dag er første skridt i retningen af at klarlægge, hvordan sygehuspersonalet skal forholde sig til kontraststofferne. Det skal blandt andet drøftes, om sygehuset kan fortsætte med stoffet Dotarem, og om der er andre undersøgelsesmetoder.
Hos Nyreforeningen er man glad for initiativet, men formand Stig Hedegaard Kristensen mener, at det burde være landsdækkende.
- Vi mener, at sundhedsministeren burde tage initiativ til at lave fælles retningslinjer for alle landets sygehuse, for problemet er jo, at de her stoffer bruges over hele landet. Vi foreslår, at man helt stopper brugen af dem, indtil alle sten er vendt, siger formanden til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se hvad der kom ud af mødet i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.