Nyheder bliver tilpasset dine holdninger og interesser
For få ved, at nyheder på nettet bliver udvalgt ud fra folks personlige holdninger. Det gør folk snæversynede, mener Danmarks Biblioteksforening
Du har måske allerede opdaget, at hvis du har kigget på et par sko på nettet, så dukker reklamer op for netop det par sko på andre hjemmesider og på din Facebook-væg.
Den samme form for overvågning af dine interesser foregår også med nyheder, på blandt andet Facebook og Google, men langt færre ved det.
En ny undersøgelse viser, at selvom næsten alle ved, at reklamer bliver målrettet netop dig, så er det kun halvdelen, der ved, at også nyheder bliver udvalgt og målrettet dig og dine holdninger og dine interesser.
Læs også
- Det er jeg lidt overrasket over, siger Christopher Holdgaard Bukh, der er nyuddannet fra Aarhus Universitet.
- Jeg kan sagtens se, at det er et problem for mig selv og for mange andre, som kun får en strøm af nyheder og ikke så meget perspektiv, siger Matie Søgaard, der er nyuddannet kaospilot og bor i Aarhus.
Vi lever i bobler
Undersøgelsen står Danmarks Biblioteksforening og analysefirmaet Moos-Bjerre bag, og de vil nu arbejde på, at gøre flere opmærksomme på overvågningen.
- Hvis vi kun får præsenteret en lille del af verden, så ser vi ikke det store billede, og det er rigtig vigtigt, at vi ser et nuanceret billede af, hvad der sker i verden, siger Steen B. Andersen, der er formand for Danmarks Biblioteksforening.
Læs også
Formanden mener, at bibliotekerne skal gøre folk klogere på overvågningen og tilrettelæggelsen af det indhold, de ser.
- Bibliotekerne har en folkeoplysende opgave, og når rigtig mange ikke er klar over, at der bliver sorteret i de nyheder, de ser, så kan man hellere ikke fravælge det sorteringsfilter, siger Steen B. Andersen.
Vil være mere kritiske
På hovedbiblioteket i Aarhus var de personer, som TV2 ØSTJYLLAND mødte, godt klar over, at deres færden på internettet bliver overvåget, men det skræmmer dem alligevel.
Læs også
- Jeg tror, at hvis man virkelig fik et greb om, hvor meget computeren ved om mig, så tror jeg slet ikke, at jeg ville kunne bruge den på samme måde, siger Matie Søgaard.
- Jeg vil helt sikkert være mere kritisk. Det er der ingen tvivl om, siger Christopher Holdgaard Bukh.
Fakta om undersøgelsen
94 % svarer, at de tror, at Google bruger oplysninger om deres aktiviteter på nettet til at målrette reklamer.
87 % svarer, at de oplever at modtage målrettede reklamer på nettet.
51 % svarer, at de oplever at modtage målrettede nyheder på nettet.