Ny test til blærekræftpatienter
Kræftforskere på Skejby Sygehus har fundet en test, der kan forudsige sygdomsforløbet hos patienter med blærekræft.
Forskerne har fundet en metode, der kan forudsige om sygdommen bliver aggressiv eller ej.
På den måde kan man finde frem til de patienter, der har en høj risiko for at få en aggressiv udvikling af deres kræft, og det bliver lettere at tilbyde alle blærekræftpatienter den rette behandling.
I dag er det vanskeligt at forudsige sygdomsforløbet på et tidligt stadie af blærekræft. Dermed er det vanskeligt at vælge den bedste behandling for patienterne
Hvert år rammes omkring 1500 danskere af blærekræft. 3/4 dele af dem er mænd. Det er den tredje hyppigste kræftform for mænd.
Forskningsprojektet er udført på Århus Universitetshospital, Skejby, under ledelse af Lektor Lars Dyrskjøt og Professor Torben Ørntoft.
Et nyt større projekt skal nu bekræfte, at testen virker, inden den kan bruges i behandling.