Ny læreruddannelse på universitet
Aarhus Universitet etablerer ny læreruddannelse, hvor de studerende bliver eksperter i naturfag.
Med udsigt til mangel på folkeskolelærere, der kan lære danske børn om matematik, fysik og kemi, etablerer Aarhus Universitet og professionshøjskolen VIA i Århus en ny uddannelse, som skal uddanne folkeskolelærere, der bliver eksperter i naturfag.
- Målet er at uddanne flere lærere i naturfag og sikre, at fremtidens naturfagslærere har et højt fagligt niveau. Vi tror på, at vi med denne uddannelse kan tiltrække mange unge, der interesserer sig for naturvidenskab, og som gerne vil undervise. De har her muligheden for gå i gang med en naturvidenskabelig uddannelse, og først vælge, hvad de vil, når de er i gang, siger dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, Erik Meiniche Schmidt, til Jyllands-Posten.
Aarhus Universitet forsøgte for to år siden at oprette en læreruddannelse, men det strandede - bl.a. pga. af politisk modstand. I 1990 stod dekan Erik Meiniche Schmidt selv bag en naturfaglig læreruddannelse, som kun tiltrak få studerende og derfor blev opgivet. Siden har forsøg på at få danske unge til at uddanne sig til skolelærere i naturfag været forgæves.
Foreløbige tal fra Undervisningsministeriet viser, at andelen af valgte linjefag i natur/teknik, fysik/kemi, biologi og geografi, falder. Læreruddannelsen blev ellers ændret i 2007 bl.a. for at for styrke naturfagene.
Kilde: Jyllands-Posten