Ny kultur-direktør i Århus Kommune
Århus Kommune ansætter Kirsten Jørgensen som direktør for skole- og kultur-området
Skole- og kulturområdet i Århus får ny chef. Byrådet besluttede i går, at det bliver 45-årige Kirsten Jørgensen, der i det nye år skal afløse Niels Vad Sørensen som områdets øverste administrative leder.
Kulturrådmand Torben Brandi Nielsen (S) glæder sig til samarbejdet med den nye direktør:
- Med ansættelsen af Kirsten Jørgensen har vi sikret os en særdeles kompetent direktør. Hun er i besiddelse af store faglige og personlige kvalifikationer. Jeg forventer mig meget af det kommende samarbejde, siger han.
Som direktør for magistratens 4. afdeling skal Kirsten Jørgensen blandt andet stå i spidsen for byens skoler, biblioteker, Musikhuset samt Aarhus Symfoniorkester. Her er der i alt 5700 ansatte.