Ny ingeniøruddannelse i modvind
Erhvervslivets top kritiserer Aarhus Universitets nye satsen på ingeniør-professorater.
Aarhus Universitets nye samarbejde med Ingeniørhøjskolen i Århus om at uddanne ingeniører bliver mødt med kritik fra de virksomheder, som forventes at ansætte de nyuddannede ingeniører. Det skriver ugeavisen Ingeniøren.
- Der er stor risiko for, at forskningsmiljøerne bliver udvandet, hvis de bliver spredt. Konkurrence kan være sundt, men her er der brug for at koordinere indsatsen, så vi får attraktive miljøer med topkvalificerede forskere. Et multifagligt universitet i hver lille by er bagvendt i en global verden, siger Klaus H. Ostenfeld, adm. direktør i Cowi og vicepræsident i Akademiet for de Tekniske Videnskaber, til Ingeniøren.
Med tocifrede millionbeløb og nye professorater satser både Aarhus Universitet og Syddansk Universitet på at blive ingeniøruniversiteter, der kan måle sig med Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet.