Ny bog om Jorns Italien
Lars Morrel har viet 50 år af sit liv til Jorn
I år ville den verdenskendte Silkeborg-kunstner Asger Jorn være blevet 100 år. I den anledning udgiver den aarhusianske forfatter Lars Morell sin anden bog i triologien om den berømte østjyde.
Asger Jorn har fascineret Lars Morell i over 50 år, og han har efterhånden viet sit liv til kunstneren ved at skrive både artikler og bøger.
- Han var et generøst og uegennyttigt menneske, der interesserede sig for sin generation og sin tid, siger Lars Morrel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med bogen 'Asger Jorn i Albisolla' fortæller han om kunstnerens liv i Italien, som havde en afgørende betydning for den verdenskendte kunstner.
- Det er dér, Jorn udvikler sig fra at være en dansk maler til at blive en international maler. Han bliver fri. Alt det lidt bundne, lidt danske og det skandinaviske kaster han af sig. Farven bliver fri. Han bliver frækkere, siger Lars Morrel.
Bogen beskriver Jorns hus, som består af to ejendomme. Den første bolig køber han i 1957 og den anden i 1959. Bogen beskriver og illusterer også Jorns have, fyldt med keramiske mesterværker.
Interessen for Asger Jorn begyndte, da Lars Morell var 16 år gammel og for første gang så kunstnerens værker udstillet. Siden har interessen grebet om sig, og bogen 'Asger Jorn i Albisolla' er den anden i en triologi, der sammenfatter hele Jorns kunstneriske udvikling fra debuten i 1933 til hans død 40 år senere.
Bogen skildrer Jorns forhold til Albissola fra første gang, han besøger byen i april 1954, til han besøger byen for sidste gang 14 dage, inden han dør.
Som et af elementerne i bogen kan man se Jorns sidste testamente, hvor han noget overraskende afskriver sin familie fra at arve.
Se et tv-indslag med Lars Morrel og hør om hans Jorn-passion i videoen øverst i artiklen.