Nej til rockere i nattelivet
Århusianske restauratører vil ikke have rockerne som kunder. Politiet bakker op og råder dem til at udelukke problematiske grupper.
Restauratører har ret til at afvise nej til gæster, hvis bare det ikke sker af religiøse, race-mæssige årsager eller på grund af seksuel præference.
Den ret mener Østjyllands Politi, at århusianske restauratører trygt kan benytte sig af, når det kommer til medlemmer af rockermiljøet og andre grupper, som restauratørerne er bange for skaber frygt blandt deres andre kunder.
De århusianske restauratører har nemlig spurgt politiet om råd på området, og politiet anbefaler altså, at man simpelthen udelukker personer eller grupper, som er kendt for voldelig adfærd, skriver Århus Stiftstidende.
Problematikken med de uønskede gæster i nattelivet blev aktuel for ganske nylig, da en gruppe fuldgyldige Hells Angels-medlemmer og tilhørende aspiranter var en tur i byen i Århus.
Avisen skriver, at gruppen styrede direkte mod et af byens diskoteker, hvor der hovedsageligt var gæster med indvandrer-baggrund.
- Vi var i området og valgte at følge rockerne på deres færd det meste af natten for alle eventualiteters skyld, siger Kristian Harlev, der er leder af specialpatruljen hos Østjyllands Politi.