Nej til ekspropriation til moské
Politikere vil ikke benytte sig af mulighed for at ekspropriere areal til stormoské i Århus.
Planerne om at bygge en ny, stor moské klos op ad Gellerupparken i Brabrand er ved at ende i ingenting, skriver Århus Stiftstidende.
Brabrand Boligforening vil ikke sælge jord til formålet, og politikerne i byrådet vil ikke høre tale om ekspropriation.
Ekspropriation blev på tirsdagens store debatmøde i Gellerup om moskéen nævnt som en mulighed af afdelingsarkitekt Niels-Peter Mohr, Århus Kommune.
Men det siger politikerne i Århus Byråd nej til fra en kant af:
- Ekspropriation vil næppe kunne komme på tale. Retten til at ekspropriere skal vi kun bruge, hvis det virkelig er nødvendigt, og det vil nok ikke være umuligt at finde et andet sted til moskéen, siger byrådsmedlem Ango Winther (S) til Århus Stiftstidende.
Heller intet tyder på, at Venstre vil bruge magt for at få fingre i arealet til en moské, oplyser avisen.