NBA til Århus
Bakken Bears vil have noget af verdens bedste basket til smilets by. Borgmester Wammen bakker op.
Det er det ydmyge ønske fra basketball holdet i Århus, Bakken Bears.
- Vi har været til møde med NBA, hvor vi spurgte dem, om vi kunne få to NBA-hold herover og spille en kamp i Århus, fortæller direktør Michael Piloz til TV 2 ØSTJYLLAND.
I midten af oktober blev der afviklet fire NBA opvisningskampe rundt om i Europa. Bears-direktør Michael Piloz tog til Berlin for at overvære en af kampene. Her fik han følgeskab af Århus' borgmester Nicolai Wammen (S), men de to skulle meget mere end bare se basketball. De skulle holde møde med ingen ringere end NBA-bossen David Stern om muligheden for at få NBA til Århus.
- David Stern synes, det lød spændende, og han vil meget gerne, at vi arbejder videre for at se, hvordan vi kan få et tæt samarbejde mellem NBA, Bakken Bears og basket her i Århus. Jeg tror vi kommer til at se NBA i Århus. Præcis hvordan det bliver, og hvornår det bliver, det må tiden vise, men kontakten er skabt og visionen er klar, siger Nicolai Wammen til TV 2 ØSTJYLLAND.
Men træerne vokser ikke ind i himlen i Århus. Hos Bakken Bears er de godt klar over, det ikke er noget billigt projekt, de har i støbeskeen.
- Vi har ikke de eksakte tal, men vi skal nok regne med, at vi kommer op i en 15-20 millioner kroner, inden vi er færdige. Nu er det med at gribe chancen. Hvis vi ikke forsøger, så lykkes det i hvert fald aldrig, siger Michael Piloz.
Og hos en Bears' profiler er udsigten til NBA på danske breddegrader en drengedrøm, der kunne gå i opfyldelse.
- Hvis det ender med, at de kommer herop og spiller i Århus, så bliver det en fantastik oplevelse at kunne være så tæt på nogle, man har fulgt gennem hele sit liv. At de lige pludselig spiller på samme gulv, som vi spiller på. Skyder på samme ringe, bruger samme bolde, det er noget af det største man kan komme til at opleve, fortæller landsholdsspiller Andreas Jakobsen.