Nattefrost i weekenden

Fint forårsvejr fredag - men så bliver det koldere

Har du planer om at bruge den første weekend i marts på den årlige forårsrengøring, er der god mulighed for at hænge gardiner og tæpper til tørre i det fri.

Forårets første weekend byder nemlig på flere timer med tørvejr - dog med et par enkelte dryp til jyderne og fynboerne.

- Det bliver lidt koldere i weekenden, end vi har haft det de seneste dage.

- Vi kan få nattefrost, men bortset fra lidt stedvis sne i Jylland natten til lørdag og søndag, burde det holde tørt de fleste steder, siger vagtchef Tine Zeuthen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag bliver weekendens højdepunkt. Solen kommer til at varme i kinderne, og temperaturer kan snige sig op på 10 grader, mens vinden blæser svagt til frisk fra en nordlig retning.

Men det gælder om at nyde strålerne fra solen fredag, da temperaturen falder stødt hen over weekenden. Allerede natten til lørdag viser termometeret et par graders frost.

I løbet af dagtimerne lørdag gemmer solen sig bag skyerne det meste af dagen, og temperaturen vil ligge på mellem to og syv grader.

- Et højtryk bliver forstærket over Skandinavien og sender lidt køligere luft mod os fra øst og sydøst. Det betyder, at Syd- og Vestjylland får mulighed for lidt regn eller slud i løbet af natten til søndag, siger Tine Zeuthen.

Temperaturen dratter til frysepunktet
Dele af Jylland og Fyn må også søndag udholde regn, slud eller sne. Længere østpå holder skyerne dog på vanddråberne, men til gengæld dratter temperaturen ned til lidt over frysepunktet.

Og hvis meteorologerne tager et kig på den kommende uge, er der langt fra udsigt til forårsvejr.

- Der vil fortsat være temmelig kold luft, så vi kun kommer op på to til fire graders varme i dagtimerne, hvor det bliver varmest, siger Tine Zeuthen.

Selvom næste uge byder på koldt vejr, skulle der ikke være risiko for, at vinterkulden rammer danskerne endnu en gang.

- Der bliver udbredt nattefrost, men det ser ud til, at varmen lige så langsomt trænger sig på fra vest, siger vagtchefen.