Næsten 20.000 elever har mindst 27 klassekammerater
Næsten 20.000 børn går i en klasse med mindst 28 elever. For ti år siden var det godt det halve.
Siden 2009 er antallet af skoleelever, der går i en klasse med mindst 28 andre, godt fordoblet.
Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Ifølge opgørelsen går næsten 20.000 elever i folkeskolen i klasser med over 28 elever i. Som udgangspunkt må der højest være 28 elever i en klasse, når året starter.
Men i særlige tilfælde kan kommunalbestyrelser tillade, at skolerne laver klasser på op til 30. Og det sker altså oftere end for ti år siden.
Bruger tiden forkert i store klasser
Det er ikke kun de ekstraordinært store klasser, der bliver flere af. Generelt er antallet af klasser med mindst 25 elever også vokset, skriver Politiken.
Her er stigningen 54 procent siden 2009.
- Det er en katastrofekurs, at klassekvotienten stiger og stiger, så der er mindre tid til det enkelte barn og til at blive set og hørt, siger SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, til Politiken.
- Lærerne skal bruge alt for meget af deres tid på at skabe ro og har ingen mulighed for at nå ud til alle i undervisningen, fortsætter han.
Klasseloft på 24 elever
SF vil ifølge Politiken rejse et forslag i forligskredsen omkring folkeskolen om et klasseloft på 24 elever. Partiet foreslår, at man rullende indfører et lavere klasseloft, så man begynder med de nye børnehaveklasser.
Prisen vil være godt 200 millioner kroner om året per klassetrin, og pengene skal findes ved at gøre skoledagen en halv time kortere.
Derudover har SF under de igangværende finanslovsforhandlinger krævet flere penge til folkeskolen, skriver Politiken.