Musikhuset dumper brandsyn
Det nyligt udvidede Musikhuset i Århus har store problemer med brandsikkerheden. Ifølge eksperter er det livsfarligt.
Et myndighedseftersyn tidligere på måneden har afsløret talrige defekte branddøre, manglende skiltning og blokerede flugtveje i Musikhuset.
- Sådan noget som branddøre er til for at inddæmme røg og flammer, så folk kan nå at komme ud, inden ilden spreder sig. Hvis de ikke virker, kan selv en lille brand hurtigt udvikle sig, og det er en katastrofe et sted, hvor mange mennesker er samlet, siger Peter Staunstrup, der er formand for Foreningen af kommunale beredskabschefer til metroXpress.
Ifølge en brandsynsrapport har Musikhuset fået udstedt syv påbud om at rette op på problemerne inden 15. januar, mens yderligere syv regelbrud er så alvorlige, at de skal rettes omgående. Ifølge Peter Staunstrup vælges den sidste løsning kun i tilfælde, hvor problemerne kan have konsekvenser for gæster og personales sikkerhed.