Mundkurv på Meldgaard
Socialdemokraternes ledelse langer hårdt ud efter det århusianske folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard.
Den socialdemokratiske ledelse beder nu én gang for alle den forhenværende integrationsordfører, århusianeren Anne-Marie Meldgaard, om at klappe i. Det sker efter, at hun har placeret en stor del af skylden for det socialdemokratiske farvel til integrationsforliget hos socialordfører Mette Frederiksen, skriver Politiken.
- At Anne-Marie Meldgaard ikke evner at få folk til at arbejde sammen og ikke evner at få tingene til at fungere, har gjort det nødvendigt for den socialdemokratiske ledelse at træde ind, siger Henrik Sass Larsen, der er næstformand i folketingsgruppen.
Anne-Marie Meldgaard erklærer sig dybt skuffet over Sass Larsens kommentar og siger, at han med sine udtalelser viser, at han 'virkelig må være trængt af en dårlig sag'.
- Jeg indgik en aftale i sommer, som ledelsen bakkede op om. Det er den samme ledelse, men jeg har ikke hørt en lyd siden i sommer, siger Anne-Marie Meldgaard til avisen.