Morten Olsen: Jørgensen sender VM-signal
Når Martin Jørgensen bliver AGF-spiller igen, er det er skridt tilbage, men også et godt træk i forhold til VM, mener landstræneren.
Landsholdsspilleren Martin Jørgensen, der formentlig om få timer er AGF-spiller igen, sender med sit skifte fra Fiorentina til sin hjerteklub et stærkt signal om, at han vil med til sommerens VM-slutrunde i Sydafrika.
Det vurderer fodboldlandstræner Morten Olsen.
- Han ved, at spilletid er nødvendigt, og selvfølgelig er dette et signal om, at han absolut vil med til VM, hvilket ikke er overraskende, siger Morten Olsen og tilføjer:
- Ingen er i tvivl om, at VM har fyldt meget for ham denne gang. Mange spillere oplever måske kun ét VM i karrieren, men dette kan blive Martin Jørgensens tredje VM, og det er der ikke mange, som opnår.
Martin Jørgensen forlod AGF i 1997, og han har spillet for Udinese og Fiorentina i Italien. Derfor bliver midtbanespillerens største udfordring at skulle indstille sig et lavere niveau i SAS Ligaen.
- Man kan ikke sammenligne SAS Ligaen med Serie A, men selvfølgelig er det et skridt tilbage, hvilket ikke gør situationen lettere for ham. Så det handler om, hvilken mentalitet og indstilling han kommer hjem med, vurderer Morten Olsen.
Landstræneren har ellers været "okay tilfreds" med den spilletid, Martin Jørgensen har fået i Fiorentina i løbet af sæsonen. Men en stamplads på Firenze-holdet har midtbanespilleren ikke været i nærheden af på det seneste.
- Martin har uden tvivl en følelse fra dagligdagen om, hvorvidt træneren vil benytte ham eller ej resten af sæsonen. Det er det, Martin med garanti handler ud fra, for alle danske spillere vil med til VM, forklarer Morten Olsen.
AGF afholder pressemøde klokken 17.30, hvor klubben efter alt at dømme præsenterer Martin Jørgensen som ny spiller.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.