Mølby advarer AGF: Det bliver svært
AC Horsens-træner Johnny Mølby advarer nedrykkerne fra AGF mod at tage for let på 1. division.
Johnny Mølby har netop ført Horsens tilbage til den bedste danske fodboldrække efter en enkelt sæson i 1. division.
Selv om det lykkedes Horsens at vende tilbage til Superligaen efter ét år i 1. division, mener Mølby bestemt ikke, at nedrykkerne fra AGF får det nemt i den næstbedste række.
- Der er meget stor forskel på standarden i 1. division i forhold til den sidste gang, AGF var nede i 2006. Dengang var der vel to-tre klubber, der trænede på fuld tid. Siden er træningsmængden i klubberne øget markant, siger Johnny Mølby til Jyllands-Posten og henviser til, at stærke klubber som Vejle og Viborg ligger i midten af rækken.
- Det gælder om at have is i maven og acceptere, at man ikke altid kan spille poleret fodbold, siger den nye Superliga-træner, der muligvis vil forsøge at finde spillere til den nye sæson hos netop naboerne i AGF.