Mødrehjælpen i mål: 1.108 midtjyske børn får julehjælp
Mødrehjælpen er kommet i mål med indsamlingen af julehjælp til de berettigede børnefamilie i Midtjylland, der nu alligevel kan købe julemad og gaver til juleaften
Fredag stod 332 midtjyske børn til ikke at modtage julehjælp fra Mødrehjælpen. I mandags, kun tre dage før jul, var indsamlingspuljen vokset en del, men stadig 60 børn manglede. Men nu er Mødrehjælpen i mål med indsamlingen i Region Midtjylland og har sendt både besked og julehjælp ud til de 1.108 heldige, så de kan nå juleindkøbene inden juleaften.
- Vi kom i mål i går, så det var rigtig godt. Vi er jo vildt taknemmelige og rigtig glade. Der skal lyde en stor tak til de virksomheder, organisationer og private, der har hjulpet. Men det vigtigste er, at de børn, der har været berettigede, har fået den hjælp de skulle have, siger rådgivningschef i Mødrehjælpen Pernille Kristoffersen til tv2oj.dk.
60 børn mangler stadig julehjælp
Mere medmenneskelighed end før
Mødrehjælpen har oplevet en stor interesse fra folk, der gerne vil hjælpe - og endnu flere end tidligere år.
- Der er mange i år og flere, der har fundet tid til at hjælp. Det er både private, men i særlig grad også fonde og virksomheder. Og det er ikke bare hos os, jeg oplever det, men hele vejen rundt - for eksempel også hos flygtningecentrene. Vi har ikke kæmpet mod hinanden om gavmildheden i år, siger Pernille Kristoffersen.
Rekordmange afslag: Nu samler private også ind til julehjælp
Flere ansøgere end julehjælp
Alle ansøgere fik besked om julehjælpen i går, da alle penge var gået ind. Mødrehjælpen har også fået en del ansøgninger fra familier, der ikke er berettigede til julehjælpen, men de resterende familier kan nu søge rådgivningen, der kan hjælpe dem næste år.
- Julehjælp er hjælp hele året, da der også følger rådgivning med hele året til de familier, der ikke har fået julehjælp i år og synes, at det er svært, siger Pernille Kristoffersen.
På landsplan har 4.900 børn modtaget julehjælp fra Mødrehjælpen.