Mobil-net beskadiget i Østjylland

Der kan være problemer med mobiltelefonen i Århus og på Djursland i dag. Et fiberkabel er blevet beskadiget

Der er problemer med TDC's mobil-net i Århus og Djursland. Et såkaldt fiberkabel mellem Hasselager og Tranbjerg er blevet beskadiget, uden at TDC har fået en melding om, at det er blevet gravet over. Derfor ved TDC endnu ikke hvor fejlen er, og det vil derfor tage længere tid at udbedre skaden.

Når TDC finder frem til det beskadigede kabel, vil det tage seks til syv timer inden kablet er repareret, oplyser TDCs vagtchef Henrik Fatzler til TV 2 / Østjylland. Der skal nemlig graves op 25 meter på hver side af fejlen for at skifte kablet ud. Fejlen vil primært gå ud over mobiltelefoner.