Misbrug årsag til unges hærgen
Et massivt misbrug af alkohol, hash, piller og svampe fik tre unge til at sætte ild til Møllevangsskolen.
Det var et massivt misbrug, der indtil januar i år kastede tre normale unge ud i en bølge af hærværk og tyverier. Drengenes kriminalitet kulminerede med den store brand på Møllevangsskolen i Århus, hvor flammerne i januar ødelagde en hel skolebygning til 20 millioner kroner.
TV 2 | ØSTJYLLAND bringer i aften et indslag, hvor vi forsøger at finde årsagerne til drengenes omfattende kriminalitet. De første drengestreger begyndte, da de tre unge fik et stort alkoholforbrug og samtidig begyndte at ryge hash. Efterhånden blev forbruget større, og deres kriminalitet blev samtidig grovere og grovere.
I løbet af mindre end et år stod de bag flere brandstiftelser og skænderier af kirkegårde. Samtidig mishandlede og dræbte de af to omgange kaniner i en institution. På drengenes synderegister er der desuden en lang liste af hærværk og tyverier.
Sagen mod de tre unge, der er i dag er henholdsvis 17, 18 og 19 år gamle, får et nyt kapitel i morgen, hvor der falder dom over den ene. Han har i forvejen erkendt, at han stod bag mange af de forhold, han er tiltalt for.
TV 2 | ØSTJYLLAND bringer historien om de tre mænd i aften klokken 19.30.