Minister: Vi har haft et godt E45-møde
Ministeren var tilfreds efter dagens møde med Business Region Aarhus, men der er ingen klar melding om E45's fremtid
I dag, tirsdag, mødtes transportminister Hans Christian Schmidt (V) med en række østjyske borgmestre og repræsentanter fra Business Region Aarhus, hvor mulighederne for en udvidelse af motorvej E45 blev drøftet.
Ministeren var efter mødet meget tilfreds. Men hvad de præcise planer for E45 er, det er stadig usikkert.
- Vi har den klare holdning, at der skal gøres noget ved E45. Vi mener selvfølgelig, at vi skal gøre de ting færdige, som vi har talt om. Det drejer sig om afkørselsramper og så videre. De skal på plads, siger transportministeren til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Trafikken på E45 er steget meget
Hans Christian Schmidt ser også gerne, at man overvejer andre muligheder som for eksempel kørsel i nødsporret, eller om man kan bruge midterrabatten. Men det koster penge.
- Det er den drøftelse, vi har haft herinde, og det er også den drøftelse, jeg skal have med ordførerne, som jeg samler om ikke ret lang tid. Så kommer vi til at diskutere med hinanden, for uanset om pengene er her lige nu, eller de er der senere, så skal vi jo være forberedt, når vi skal til at bruge dem, siger ministeren.
Se hele interviewet med transportministeren i videoen øverst på siden.