Minister: Til at tude over
Velfærdsminister Karen Jespersen har set billeder fra sagen om et muligt omsorgssvigt i det nordlige Århus. Hun er rystet.
TV 2 | ØSTJYLLAND har vist velfærdsminister Karen Jespersen (V) billeder taget af bekymrede naboer i en sag om et formodet omsorgssvigt.
Ifølge naboer havde to børn på tre og seks boet i længere tid under mildest talt uhumske forhold. Naboerne havde forsøgt at råbe kommunen op, men der gik over et år, før børnene kom væk fra hjemmet. Og det skete, fordi forældrene selv bad om det.
- Det er jo til at tude over, når man ser de billeder. Det er en menneskelig tragedie, udbryder Karen Jespersen ved synet af familiens livsvilkår.
Hun tilføjer, at denne slags sager må og skal bruges til at undersøge, om loven skal være anderledes, eller om det er kommunernes måde at bruge loven på, der er forkert.