Million-underskud i AGF
Tilskuerene svigter AGF. Derfor kunne den århusianske SAS Liga-klub i dag præsentere et underskud på 3,8 millioner kroner.
Længslen efter et AGF-regnskab, der lever op til det lovede blev ikke mættet, da Århus Elite tirsdag kom med et halvårsregnskab med et underskud på 3,8 millioner kroner.
For et halvt år siden budgetterede AGF-ledelsen med et halvårsunderskud for andet halvår 2005 på 1,3 millioner, men det blev 2,5 millioner værre end forventet, og det er især fodbolddelen, der har skuffet.
- Den negative afvigelse i forhold til det forventede resultat for første halvår kan primært henføres til moderselskabets fodboldafdeling, AGF Fodbold, som følge af dårligere sportslige resultater end forventet.
Hjemmekampene i første halvår blev overværet af 68.000 tilskuere mod forventet 99.000 tilskuere, lyder det i halvårsrapporten fra Århus Elite. /ritzau/