Miljø-økonom: Pas på affalds-kiks
En forsker i Danmarks Miljøundersøgelser advarer Århus-politikerne mod at droppe affaldssorteringen på et for spinkelt grundlag.
Politikerne i Århus er godt på vej til at nedlægge affaldssortering på et ufuldstændigt grundlag.
Det siger miljøøkonom Niels Dengsø fra Danmarks Miljøundersøgelser i dag til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Han henviser til den rapport, som politikerne bruger som argument for at stoppe sorteringen. I konklusionen tager man netop forbehold for, at man kun har kigget på drivhuseffekten - ikke andre miljøeffekter, som kunne ændre billedet.
- Hvis man tager alle miljøeffekter med, ville man - med forfatternes egne ord - komme frem til andre resultater og dermed andre konklusioner. Det betyder, at politikerne i Århus er ved at træffe en forhastet konklusion på et for spinkelt grundlag, siger Niels Dengsø.
Før man stopper affaldssorteringen i de private husstande, bør man undersøge de andre ting, så man ikke spilder mange millioner kroner ved at stoppe en ordning, der måske er god nok.
- Og hvis man alligevel stopper affaldssorteringen, så har man gjort det på et meget mere solidt grundlag, siger Niels Densø.
Han henviser til, at Miljøstyrelsen i øjeblikket er ved at udvikle et værktøj, så man bedre kan foretage sådanne analyser. Og derfor mener han, at Århus bør vente på, at analyseværktøjet er klart og så bruge det på affaldssorteringen.
Se seneste udvikling i Århus-historien i aftenenes udsendelser. Mød også rådmand og fungerende borgmester Poul B. Schou (K), der mener, at man hurtigst muligt bør droppe affaldssorteringen. Han er gæst i TV 2 / ØSTJYLLAND i aften klokken 19.30.