Mildt vejr gav mere vold i gaderne
Varm sommer og mild vinter har fået flere århusianere udendørs - også de voldelige af dem.
En bragende varm sommer, et usædvanligt mildt efterår og lune vintermåneder har givet et uventet negativt udslag: Flere voldsepisoder. Det skriver Århus Stiftstidende.
Antallet af anmeldelser fra personer der blev slået, sparket eller angrebet med våben i det offentlige rum røg sidste år i vejret med hele 20 procent i Århus-området. Det viser en opgørelse til Århus Stiftstidende fra Århus Politi, det nuværende Østjyllands Politi.
Selvom trængslen uden døre gav mange positive sider, peger politidirektør Jørgen Ilum på vejrliget og det tilsvarende øgede friluftsliv sidste år som en af årsagerne til den store stigning i antallet af voldelige episoder.
- De forholdsmæssigt høje temperaturer er ikke eneste årsag. Men flere mennesker på gaderne over et helt år trak også aggressioner og vold i forbindelse med alkohol og restaurationsbesøg med sig i kølvandet, siger politidirektøren til Århus Stiftstidende.