Midtjyske blodpropper venter længe på behandling
Falder du om med en blodprop i hjertet, skal du i Region Midtjylland vente længere på behandling end blodproppatienter i resten af landet.
Medicin til at opløse blodpropper har paramedicinere i ambulancer i andre regioner med i tasken, og de har lov til at bruge den. I Region Midtjylland skal ambulancefolkene derimod vente på, at en akutbil eller lægebil når frem med medicinen. Det skriver Midtjyske Medier.
Korpslæge Matthias Giebner, Falck, har det lægelige ansvar for Falcks udrykninger i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland.
Han kalder det "uforklarligt", at almindelige behandlere og paramedicinere ikke må give medicinen.
- Det har været brugt længe i andre regioner uden problemer. Paramedicinere lærer at bruge stoffet i deres grunduddannelse. Region Midtjylland er ene om ikke at bruge denne kompetence, siger Matthias Giebner.
Lægelig chef i Region Midtjylland Erika Frischknecht Christensen har ingen konkrete planer om at lave om på retningslinjerne omkring de to stoffer.
- For mig at se er det bedre at vente på lægen, for der kan opstå komplikationer, siger Erika Frischknecht Christensen.
Kilde: Midtjyske Medier