Midtjyllands avis fejrer jubilæum
Midtjyllands Avis kan den 6. maj fejre et ganske usædvanligt jubilæum, idet avisen fylder 150 år. Den er dermed Danmarks femteældste avis.
Midtjyllands Avis beskæftiger godt 70 ansatte, og journalistisk dækkes den nye Silkeborg Kommune samt områder som Ry, Galten, Hammel og Bjerringbro. Oplaget ligger på ca. 16.000 eksemplarer, og bladet læses dagligt af ca. 50.000 læsere.
Jubilæet fejres på forskellig vis, både internt og udadtil. Søndag den 6. maj åbner Silkeborg Museum en udstilling om de mange aviser, der i tidens løb har været i byen. Hovedvægten ligger af gode grunde på Silkeborg Avis, der siden 1974 har heddet Midtjyllands Avis. Mandag den 7. maj inviterer avisen alle sine læsere til en festlig reception.
Midtjyllands Avis blev grundlagt i den kun 11 år gamle nybyggerby Silkeborg i 1857. Fra 1862 og frem til 1998 var avisen i familien Sørensens eje gennem fire generationer. Da femte generation Sørensen ikke ønskede at videreføre det gamle familieforetagende, blev avisen i 1998 solgt til Morgenavisen Jyllands-Posten. Siden er ejerkredsen udvidet, så ejerne i dag er JP/Politikens Hus, Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad / Fredericia Dagblad og Herning Folkeblad.