Midtjyderne får fjernet mest fedt
Flere bliver fedmeopereret i Jylland - og især Region Midtjylland - end på Sjælland. Jyderne er bedre oplyst om operationen, lyder det.
- Måske går rygterne bare lidt hurtigere i Jylland, svarer overlæge og fedmekirurg ved Aalborg Sygehus Jens Peter Kroustrup på spørgsmålet om, hvorfor der er flere fedmeoperationer i Jylland.
I 2008 var der 34 procent flere overvægtige fra Region Nordjylland, Midtjylland og Region Syddanmark, der blev fedmeopereret, end fra Region Sjælland og Hovedstaden.
- Jeg tror, at man i Jylland er bedre til at organisere sig i foreninger, og derfor er mange måske mere oplyst om fedmeoperationer. Når jeg snakker med mine patienter, så er det stort set alle, der enten kender en, der er fedmeopereret, har snakket med en hos frisøren eller har været til informationsmøde i patientforeningen, siger Jens Peter Kroustrup til avisen metroXpress.
Mona Larsen, formanden for GB-foreningen, der er landets eneste patientforening for fedmeopererede, genkender det billede.
- To tredjedele af vores medlemmer er fra Jylland, og vi har meget svært ved at få ambassadører og nye medlemmer på Sjælland. Og så tror jeg også, at man er bedre til at forebygge fedme i hovedstaden, siger hun.
Selv om tidligere undersøgelser har vist, at der kan være tendens til overvægt i mindre befolkede områder, afviser Jens Peter Kroustrup, at det er derfor, så mange jyder får rykket rundt på tarmene.
- I Jylland var vi de første, der startede med de nye operationsteknikker i Danmark. Først tre-fire år efter fulgte Sjælland med. Så det undrer mig egentlig ikke - det er klart, der, hvor man opererer, er der, hvor man får det gjort, siger overlægen til metroXpress.