MGP: Østjyder langt fra sejren

Ingen af de tre østjyder fik taget til at lette i finalen

Østjyske Ditte Marie skal ikke repræsentere Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix i maj. Foto: Bjarne Bergius Hermansen (DR)

Selv om Østjylland lørdag aften var godt repræsenteret ved det danske Melodi Grand Prix i Aalborg, lykkedes det ingen af de tre østjyske deltagere at vinde.

Faktisk var ingen af dem blot tilnærmelsesvis i nærheden af sejren.

Blandt de ni sangere, der deltog i det danske Melodi Grand Prix, havde tv-seerne mulighed for at stemme på Le Freak-sangerinden Ditte Marie med sangen "Overflow", den kun 17-årige randrusianer Karen Viuff med "Universe" samt Kenneth Potempa fra Aarhus-bandet Neeva med "Reach for the sky".

21-årig til Aserbajdsjan
Ingen af de østjyske solister var dog blandt de tre sangere, der gik videre til den afsluttende del af Grand Prix-showet, hvor den endelige vinder blev fundet.

Det danske Melodi Grand Prix i Gigantium blev i stedet vundet af den 21-årige gademusikant Soluna Samay med sangen "Should've Known Better".

Sangen er skrevet af de erfarne komponister Remee, der blandt andet også er kendt fra sin rolle som X-Factor-dommer, og Chief 1, der er kendt fra Danmarks første rapgruppe, Rockers by Choice, samt Isam B, der er den ene tredjedel af rap-gruppen Outlandish.

Dermed bliver det altså Soluna Samay, og ikke en af de tre østjyske deltagere, der skal repræsentere Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan i maj.